Politik og regler SKRIV UD

Energifond: Giv nu kommunerne lov til at etablere solceller

af: Cecilie Holm Arentoft, 27-01-2020
Fotokredit: Colourbox

DEBAT: Når kommuner gerne vil etablere solceller på egne bygninger, skal de følge adskillige særregler, som hverken gælder stat, region eller nogen andre. Særreglerne spænder ben for at nå reduktionsmålet på 70 procent inden 2030, skriver PKA’s energifond. Hos Energiforum Danmark glæder vi os over de nye, stærke røster i debatten mod særreglerne.

I Energiforum Danmark har vi længe kæmpet for Kommunernes ret til at bygge solceller på deres kommunale bygningers tage.

Senest var Dorte Nørregaard Larsen, sekretariatsleder hos Energiforum Danmark i tv for at kritisere særreglerne, der gør udbygningen af solceller på kommunalt ejede bygninger unødvendigt dyr.

Det er ikke i tråd med en grøn politik.

Særreglerne er bureaukratiske benspænd for at nå målet om at reducere 70 procent CO2 inden 2030, som Danmarks Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) står i spidsen for.

Klippet med Dorte Nørregaard Larsen blev vist på TV2 Øst, der har programserien med det passende navn ”Bøvl og Bureaukrati”.

Klippet blev vist d. 2. december 2019 og kan ses eller genses her.

Som det også fremgår af klippet, så er Energiforum Danmark langt fra den eneste, der mener at særreglerne er både uretfærdige og unødvendige.

I et debatindlæg bragt i sidste uge af Altinget står Jesper Steen, Energidirektør, og Sophie Graabirk, Kommunikationsansvarlig, fra PKA’s energifond, SustainSolutions, også frem med samme budskab.

Læs Altingets debatindlæg fra PKA SustainSolutions ”Energifond: Giv kommunerne grønt lys til at opføre solceller” her

Jesper Steen og Sophie Graabirk bringer deres debatindlæg om kommunernes ret til solceller i anledning af, at Kommunernes Landsforening (KL) i forrige uge stod frem med deres klimaudspil for 2020.

Kommunerne vil gå langt for den grønne omstilling

KL’s klimaudspil består af 48 anbefalinger til, hvordan den lokale klimaindsats rundt omkring i landets kommuner kan styrkes.

”For nok er klimakrisen global, men den er også helt lokal”, lyder det fra KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg Jacob Bjerregaard i anledning af lanceringen.

KL’s klimaudspil er ambitiøst og dækker bredt med fokus på kerneområderne i den grønne omstilling: Vedvarende energi, bygninger, bygninger, transport og affald.

Læs KL’s klimaudspil her.

Ikke overraskende får udbygning af vedvarende energi en helt essentiel rolle i udspillet.

For en omstilling af samfundet i retning af CO2-neutralitet og elektrificering af transportsektoren kan ikke nås uden at styrke mulighederne for at etablere vedvarende energi.

Og her ved kommunerne, at de spiller en nøglerolle.

Det gør de blandt andet fordi de 98 kommuner tilsammen er Danmarks største bygningsejer. Næsten 40 procent af Danmarks energiforbrug går i dag til vores bygninger, og energispild koster Danmark mindst 4 milliarder kroner årligt.

Derfor har kommunerne med deres mange bygninger en stor indflydelse på, hvilken vej Danmarks samlede CO2-emissioner skal gå.

Pisk for grønne klimaambitioner

Det er derfor gode nyheder, at kommunerne vil bruge deres bygninger til at producere grøn strøm for at dække deres energiforbrug.

Kommunerne er klar. De kommunale bygninger skal blive CO2-neutrale. Danmarks samlede CO2-emissioner skal ned.

Men desværre bliver kommunernes grønne klimatiltag mødt med pisk.

En skarp – og fuldstændig meningsløs pisk straffer kommunerne for at være aktive spillere i den grønne omstilling.

Særreglernes benspænd

Som beskrevet i starten af artiklen, er kommunerne nemlig underlagt en række særregler, de skal følge, som hverken gælder stat, region eller nogen andre for den sags skyld. De statslige regler gælder kun for kommunerne, og de spænder ben for etableringen.

Hvis en kommune vil sætte solcelleanlæg op på deres bygninger, skal de danne selvstændige selskaber. Det koster både mange penge til administration og etablering.

Oveni kommer afgift for den strøm, de selv producerer til eget brug. Det gør solcelleanlæg i kommunerne helt urentabelt.

Unødvendigt dyr og besværlig

Desuden må to matrikler ikke dele strømmen mellem sig i Danmark. Heller ikke selvom matriklerne har samme ejer.

Det er endnu en udfordring, som kommunerne skal udenom – også selvom særreglerne fjernes.

Hvis en kommune for eksempel har et fritidshjem og en skole, som ligger ved siden af hinanden, men på forskellige matrikler, så må de ikke få grøn strøm fra samme anlæg.

De eneste lovlige løsninger, der findes, er enten at bygge to anlæg, eller at den ene matrikel sælger strømmen videre med moms og afgifter.

Med så dyre og besværlige løsninger og regler, kan man godt forstå, at de lokale børnehaver, fritidshjem og skoler ikke lige p.t. har solceller på tegnebrættet. Det er ganske enkelt for dyrt.

Tre konstruktive forslag

I dag er solceller på taget så veludviklede, at de kan spille en afgørende rolle i den grønne omstilling.

I den grønne omstilling skal vi elektrificere det danske samfund, og vi får brug for alt den grønne energi vi kan producere – også den på tagene.

PKA SustainSolutions kommer i deres debatindlæg med tre ønsker, som Energiforum Danmark gerne vil dele her:

For det første skal kommunerne have lov til at producere grøn strøm ved at opføre solcelleanlæg.

For det andet skal det gøres muligt at dele grøn strøm mellem matrikler med samme ejer uden at skulle betale de nuværende skatter og afgifter af sin egenproducerede grønne strøm.

For det tredje skal der etableres en fair transmissionsafgift på solcellestrøm, så solcelleanlæg bidrager til videreudviklingen af det danske transmissionssystem.

Det tredje ønske kommer sig af, at solcelleanlæg i varierende grad benytter transmissionssystemet som batteri. Det mener PKA SustainSolutions, at der skal betales for.

Med afgiften vil PKA sikre, at flere solceller ikke går ud over de overordnede forsyningsnet for el, naturgas og fjernvarme, som skal føre landets store energimængder over de lange afstande.

Sammen står vi stærkere

Sagen om kommunernes begrænsede muligheder for at få solceller er langt fra ny. Men det gør ikke sagen mindre vigtig.

At PKA’s Energifond står frem i debatindlæg for at ruske op i politikerne, så de kan tage handling, er værd at dele.

Jo flere vi står sammen om budskabet, desto mere sandsynligt er det, at vi vil få en mere grøn og retfærdig lovgivning på solenergi for landets kommuner.

Det vil vi gerne bruge vores netværk til i Energiforum Danmark.

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.