Forsyning og VE SKRIV UD

Nykredit hjælper bæredygtig energi på vej med realkreditlån til solcelleanlæg

af: Cecilie Holm Arentoft, 08-07-2020
Nye muligheder for realkreditlån skal hjælpe danske solceller på vej. Fotokredit: Colourbox.

Nykredit går forrest, og udsteder som den første bank realkreditlån til finansiering af nye solcelleanlæg. Det er et vigtigt skridt i den grønne omstilling, hvor markedet ventes at nå op på et tocifret milliardbeløb på få år.

For første gang nogensinde bliver danske realkreditlån udstedt til at finansiere solcelleanlæg, og det er en vigtig markering for den grønne omstilling i Danmark.

Det er landets største realkreditselskab Nykredit, der finansierer tre solcelleparker fra Better Energy med realkreditlån for et trecifret millionbeløb.

Begge virksomheder er enige om, at en billig og tilgængelig kilde til finansiering er afgørende, hvis vi skal nå målet om at reducere CO2-udslippet med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990.

”Hvis vi som samfund skal nå det, skal vi gå nye veje, og vi kan gøre en forskel ved at stille det danske realkreditsystem til rådighed,” siger Tonny Thierry Andersen, bankdirektør i Nykredit til ENERGIWATCH. 

Better Energy alene forventer at opføre for 15-20 mia. kr. solceller, og muligheden for realkreditlån falder på et tørt sted.

”Vi har hidtil bygget solcelleparker for store trecifrede millionbeløb. Når vi ser blot få år frem, er det nærmere tocifrede millardbeløb, der skal bruges. Der kan realkreditten blive enormt interessant,” siger Ramus Lilholdt Kjær, adm. direktør i Better Energy til ENERGIWATCH. 

Grøn energi er stadig underfinansieret

En beregning fra Finans Danmark anslår, at CO2-reduktionerne i Danmark kræver investeringer for 440 mia. kr. frem mod 2030. Den grønne omstilling er kort fortalt stærkt underfinansieret, både privat og offentligt.

Der skal fart på de klimavenlige udlån fra banker og realkreditinstitutter, hvis Danmark skal leve op til den politiske målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. inden 2030.

At Nykredit nu åbner op for billigere lån til solcelleanlæg, er absolut en god historie, og det giver håb om, at flere banker fremover vil følge trop. Det er der stærkt brug for, og det kan ikke gå for langsomt.

Realkreditlån kort fortalt

I modsætning til lån i banken er realkreditlån baseret på obligationer, hvor det er udbud og efterspørgsel på de finansielle markeder, der bestemmer renten. En obligation er et gældsbevis, hvori det nøje er aftalt, hvordan gælden betales tilbage og på hvilke vilkår.

Realkreditlån er billigere end almindelige lån i banken og anvendes typisk ved køb af ejerbolig eller til finansiering af byggeprojekter på eksisterende boliger. Lånet ydes normalt med sikkerhed i fast ejendom.

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.