Klima og ressourcer SKRIV UD

TEKNIQ Arbejdsgiverne: Strammere krav om bæredygtighed for installationsbranchen er på vej

af: Cecilie Holm Arentoft, 17-06-2020
Især byggeriet og transportsektoren vil opleve flere, grønne krav frem mod 2030. Ny rapport fra TEKNIQ Arbejdsgiverne stiller skarpt på, hvad det vil betyde for installationsbranchen. Fotokredit: Colourbox

Flere og skrappere krav om bæredygtighed og genanvendelse er i vente for installationsvirksomhederne frem mod 2030. De nye krav åbner op for at satse mere på rådgivning af kunder, som har brug for vejledning på et komplekst område.

De danske installationsvirksomheder lever allerede i dag op til en række krav, der direkte eller indirekte er knyttet til bæredygtighed og cirkulær økonomi. Men frem mod 2030 vil der kun komme flere grønne krav. Det konkluderer rapporten ”Bæredygtighed og cirkulær økonomi", som Teknologisk Institut har udarbejdet for TEKNIQ Arbejdsgiverne. 

Rapporten forsøger at gøre status på, hvordan det generelle, øgede fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi kommer til at påvirke installationsbranchen. Og hvad der for branchen er strategisk smart og nødvendigt at fokusere mere på fremover for at tilpasse sine løsninger til grønnere samfund.

Det gælder for eksempel en ændring i byggeloven, som blev indført i marts måned, som giver krav om flere ladestandere og mere intelligent styring af bygningers energiforbrug. Formålet er at reducere miljøpåvirkningen ved transport og energiforbruget ved bygningers drift.

I fremtiden bliver det også vigtigt at lave mere plads til installationerne, så de nemmere løbende kan justeres i takt med, at der kommer nye, mere energieffektive teknologier på markedet og i forbindelse med energirenoveringer. Her kan installatørerne selv være med til at skabe mere plads, ved at påpege udfordringen og prøve at komme med på råd tidligere i byggeprocessen.

Større behov for rådgivning

Det stigende fokus på bæredygtighed åbner op for en række nye muligheder, som installationsbranchen kan udnytte.

Ifølge rapporten bør installationsvirksomhederne især satse mere på rådgivning af kunderne i forhold til drift, reparation og vedligehold af tekniske installationer, forklarer Troels Hartung, der er energipolitisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, til magasinet Electra.

– Bæredygtighed og cirkulær økonomi er et komplekst område, og derfor vil både private og offentlige kunder have brug for rådgivning på nogle af de felter, hvor installatørernes kompetence ligger. Det kan for eksempel være rådgivning om en bygnings samlede driftsomkostninger eller rådgivning om, hvordan teknologien kan bruges til at skabe mere bæredygtig bygningsdrift. For eksempel ved at optimere energi- og vandforbrug ved hjælp af censorer, siger Troels Hartung til Electra.

Her konkluderer rapporten dog, at det vil kræve en fokuseret indsats af de installationsvirksomheder, som gerne vil begynde at udøve rådgivning mere. Lige nu er det kun 10 procent af de timer, som installationsbranchen samlet bruger, som bliver brugt på rådgivning og lige nu er det rådgivende ingeniører og energiselskaber der primært er aktører på markedet.

Læs hele rapporten på www.tekniq.dk/cirkulaer

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.