Klima og ressourcer SKRIV UD

Tre danske kommune er blandt EUs grønneste

af: Dorte Nørregaard Larsen, 15-05-2020

Danmark er stærkt repræsenteret i feltet til årets Green Leaf-pris. Tre ud af fem finalister er danske kommuner: Ringkøbing-Skjern Kommune, Helsingør Kommune og Nyborg Kommune. Derudover er Gabrovo i Bulgarien og Lappeenranta i Finland også kommet igennem til finalen.

Sådan kom Ringkøbing-Skjern med

I efteråret satte Ringkøbing-Skjern Kommunes Energi2020-sekretariat det sidste punktum i en omfattende ansøgning til den europæiske Green Leaf-pris 2021.

Tirsdag indløb så en e-mail med beskeden om, at Ringkøbing-Skjern Kommune er én af blot fem tilbageværende i dysten om at vinde prisen, der foruden titlen og hæderen også kommer med 75.000 euro.

- Det var en rigtig god nyhed, og dejligt at se, at andre værdsætter det store stykke arbejde, vi i Ringkøbing-Skjern Kommune har gjort for at sætte fart bag den grønne omstilling, lyder kommentaren fra borgmester Hans Østergaard.

- Når det er sagt, så synes jeg da også, at det er fuldt ud fortjent, at vi ender i finalefeltet, tilføjer borgmesteren og peger på, at Ringkøbing-Skjern Kommune i 2023 kan forvente at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi, ligesom det er målsætningen at blive 100 procent fossilfri allerede i 2040 - 10 år før regeringens målsætning for hele Danmark.

- De ambitioner afspejles naturligvis i den EU-ansøgning, vi har afleveret - og de afspejles i alt, hvad vi foretager os i kommunen, siger Hans Østergaard.

I kommunens Energisekretariat peger specialkonsulent Henning Donslund på, at kommunens strategiske energiplan for 2019-2023 har indsatsområder som effektiv udnyttelse af energi, ren el til opvarmning og industri, lagring og smart energiforbrug, grøn transport, effektiv biomasseanvendelse foruden planerne om et energilaboratorium.

- Det betyder, at vi - i samarbejde med borgere, virksomheder forsyningsselskaber og organisationer i hele kommunen, også fremover skal arbejde hårdt og smart for at sikre, at balancen mellem det lokale energiforbrug og den lokale produktion af vedvarende energi forbedres.

Et af de konkrete tiltag, kommunen har iværksat, er gratis energitjek hos lokale boligejere, der efter et møde med en energirådgiver får anbefalinger til energibesparende forbedringer som f.eks. at udskifte oliefyret med varmeløsninger, der kører på vedvarende energikilder. Gennem projektet er antallet af oliefyr i private hjem allerede reduceret fra 4.000 til 2.300.

Desuden er der gennem det såkaldte COBEN-projekt iværksat forsøg med eldreven deletransport i en række landsbyer i Ringkøbing-Skjern Kommune, ligesom landbrugets biogasanlæg bidrager til den grønne omstilling. At virksomhederne også bidrager til grønne løsninger ses af, at overskudsvarme fra landets eneste papirfabrik, Skjern Paper, opvarmer halvdelen af husstandene i Skjern.

 

Borgerinddragelse

Blandt vurderingskriterierne (klimaforandringer og energieffektivitet, bæredygtig bymæssig transport, natur, biodiversitet og bæredygtig arealanvendelse, luftkvalitet og støj samt affaldshåndtering, cirkulær økonomi og vand) har ansøgningen fra Ringkøbing-Skjern Kommune da også haft fokus på den brede borgerinddragelse og forankring af en række miljøtiltag som bl.a. borgerinitiativer som Elektrisk Vestrum og Den Grønne Korridor i Skjern. Desuden har ansøgningen fokuseret på opnåede og erklærede mål inden for produktion af vedvarende energi.

Og endelig fremhæver ansøgningen, at kommunen har gennemført vandløbsforbedringsprojekter og prioriterer drikkevandskvalitet højt.

Herudover peger ansøgningen fra Ringkøbing-Skjern Kommune på initiativer som WestWind24-elbilsrace og konference, der har en ambition om at blive verdens mest omtalte og innovative event for eldrevne køretøjer, ligesom ansøgningen om at blive EU-certificeret turismedestination er nævnt.

To byer/kommuner løber traditionelt med Green Leaf-prisen og kører parløb. Som finalist er Ringkøbing-Skjern Kommune nu inviteret til forberede en præsentation senere på sommeren.

På grund af corona-krisen er det endnu uvist, hvornår den endelige udnævnelse og prisoverrækkelse vil finde sted.

 

FAKTA:

Den europæiske Green Leaf-pris uddeles hvert år til en by eller en kommune med 20.000-100.000 indbyggere.

Prisen uddeles for at belønne de kommuner, der gør en særlig indsats, for at øge borgernes miljøbevidsthed og for at inspirere andre byer og kommuner til at tage flere miljørigtige initiativer.

Med prisen følger 75.000 Euro - eller godt 560.000 kr., som bl.a. skal bruges på afholdelse af events på europæisk, nationalt og lokalt plan. Derudover vinder man retten til at bruge Green Leaf-certifikatet.

Ansøgningen fra Ringkøbing-Skjern Kommune var én blandt i alt 18 ansøgninger - det højeste antal nogensinde til prisen.

Blandt de øvrige finalister er de to andre danske ansøgere Helsingør og Nyborg, ligesom Gabrovo i Bulgarien og Lappeenranta i Finland er kommet igennem til finalen.

 

Green Leaf-ansøgningen, der er skrevet på engelsk, rummer følgende seks emner inden for den grønne dagsorden, indsamlet på tværs af kommunens afdelinger:

  • Climate Change and Energy Performance (klimaforandringer og energieffektivitet)
  • Sustainable Urban Mobility (bæredygtig urban mobilitet)
  • Nature, Biodiversity and sustainable Land Use (natur, biodiversitet og bæredygtig udnyttelse af jorden)
  • Air Quality and Noise (luftkvalitet og støjforurening)
  • Waste and Circular Economy (affald og cirkulær økonomi)
  • Water (vand)
Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.