Klima og ressourcer SKRIV UD

Hver anden dansker vil spare på energien for at blive fri af russisk energi

af: Pressemeddelelse fra Energistyrelsen, 28-04-2022
Foto: Colourbox

De høje energipriser motiverer danskerne til at spare på el og varme, men for mange handler det om mere end at spare penge. En ny undersøgelse fra Energistyrelsen viser, at hver anden dansker er villig til at spare på energien, hvis det kan reducere Danmarks afhængighed af energi fra Rusland.

En ny undersøgelse fra Energistyrelsen viser, at der er flere årsager, der motiverer danskerne til at spare på energien. At spare penge og gøre noget godt for klimaet er topscorerne. Men også Ruslands invasion i Ukraine motiverer danskerne til at skrue ned for varmen og tænke mere over, hvor meget el de bruger. Hver anden dansker svarer nemlig i undersøgelsen, der er foretaget i slutning af marts, at én af de ting, der kan motivere dem mest til at spare på energien, er at reducere Danmarks afhængighed af russisk energi.

”Vi kan se, at en stor del af danskerne er motiveret for at spare på deres eget energiforbrug, hvis det reducerer Danmarks afhængighed af russisk energi. Det viser, at danskerne er blevet bevidste om, at energirigtig adfærd er godt for pengepungen, godt for klimaet og godt for vores forsyningssikkerhed,” siger Stine Leth Rasmussen, der er vicedirektør i Energistyrelsen med ansvar for blandt andet energieffektivisering.

Det faktiske danske energiforbrug steg i 2021 med 4,8 pct. efter nedlukningen i 2020 på grund af Covid-19 pandemien.

Vigtigt at spare på energien

Energibesparelser er afgørende for Danmarks grønne omstilling og energiforsyning på både kort og langt sigt. Derfor er det positivt, at undersøgelsen også viser, at flere end 6 ud af 10 danskere er mere motiverede for at spare på energien end for blot et år siden:

”Energipriserne er steget voldsomt og samtidig skal vi gennemføre en omfattende grøn omstilling, hvor en større del af energiforbruget blandt andet skal drives af vedvarende energi. Det betyder, at vi skal bruge den energi, vi har til rådighed, med omtanke. Heldigvis kan man selv med enkle tiltag reducere sit eget forbrug,” siger Stine Leth Rasmussen, der henviser til, at man på Energistyrelsens SparEnergi.dk kan finde råd og vejledning til, hvordan man kan energioptimere sit hjem.

Her er de fem bedste spareråd fra SparEnergi.dk

  1. Sænk temperaturen: Hvis du sænker temperaturen 1°C i hele huset, sparer du 5 procent på varmeregningen. I et typisk hus på 140 m2 med naturgas svarer det med de nuværende priser til ca. 1.500 kr. om året. Hold temperaturen på minimum 18°C af hensyn til fugt. Du kan spare endnu mere, hvis du sænker temperaturen om natten, og når du ikke er hjemme.
  2. Indstil termostaterne ens: Har du flere radiatorer med termostat i samme rum – eller i rum med åbne døre imellem – er det bedst at indstille termostaterne ens. Så er dine radiatorer mest effektive. Radiatorer bør i øvrigt være lunkne eller kolde forneden. Ellers udnytter de ikke varmen ordentligt.
  3. Træk gardiner for - og fra igen: Træk gardiner og persienner for om aftenen og natten for at forhindre varmetab gennem vinduerne. Træk dem fra igen om dagen for at få lys og varme ind.
  4. Udnyt de svingende elpriser: Hvis du har fleksibel afregning af dit elforbrug, kan du udnytte, at elprisen svinger i løbet af døgnet. Der er en tendens til, at prisen er lavere sent om aftenen og om natten, hvor færrest bruger strøm. Det kan derfor være en fordel at lade fx opvaskemaskinen køre om natten. Der findes forskellige apps, du kan bruge til at overvåge elprisen time for time, og en del elselskaber viser også prisen i deres egne apps.
  5. Vask tøjet ved 20-30 grader: Hvis du vasker tøj ved 20 eller 30 grader i stedet for 40 eller 60 grader, kan du spare 55 procent strøm hver gang du vasker.
Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.