Nyt fra Energiforum Danmark SKRIV UD

Aarhus Kommune vinder Energi- og miljøprisen 2023

af: Janne Roest-Madsen, 08-03-2023
Fra venstre: Jakob Hovgaard Kaiser, Michael Johansson, Nicolaj Kiilerich og Mads Ole Madsen, Aarhus Kommune: Foto: Rasmus Boldt

Energiforum Danmark uddeler den 8. marts Energi- og miljøprisen i forbindelse med Energiforum 2023. Årets vinder er Aarhus Kommune, og priskomitéen har lagt vægt på kommunens mangeårige indsats på energi- og klimaområdet. Aarhus Kommunes indsats er ikke blot grundig og bredtfavnende, men fungerer også som inspiration for andre i branchen.

A+ energirenoveringer, datadrevet energiledelse, stiftelse af kommunalt selskab til solceller, erhvervsnetværk for klima og deltagelse i forsøg med bygningshubben – det er blot nogle af de tiltag, som Aarhus Kommune har sat i søen. Listen er lang – og det er netop det, der betyder noget i det store grønne regnskab.

”Mange bække små – kunne man fristes til at sige. Aarhus Kommune har en vis tyngde og en stor berøringsflade. Kommunen er derfor en meget vigtig spiller på energi- og klimaområdet. Med deres indsatser har de vist, at de handler på udfordringerne på flere forskellige fronter. Og det er i respekt for og i anerkendelse af dette, at vi gerne vil overrække årets pris til Aarhus Kommune”, siger formanden for Energiforum Danmark Heine Knudsen og fortsætter:

”Og så må vi ikke glemme, at medarbejderne i Aarhus Kommune gerne deler ud af deres erfaringer og gerne samarbejder om udvikling af løsninger og kommune-udbud. Det er helt afgørende med de udfordringer, vi står overfor på energi- og miljøområdet. Og så er det helt i Energiforum Danmarks ånd. Stort tillykke til Aarhus Kommune”.

Glæde i Aarhus
”Vi er naturligvis glade for den anerkendelse af mange års indsats, som der ligger i tildelingen af Miljø- og energiprisen”, udtaler økonomichef Michael Johansson, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

”Vi har altid haft god opbakning af et byråd, som både har haft øje for de gevinster, vi kunne hente og samtidig har været risikovillige, når vi ville i gang med noget nyt.”

Årskonference i Energiforum Danmark
Energiforum Danmark afvikler i disse dage årets største netværksevent og konference indenfor grøn omstilling i byggeriet. Det er et årligt event, der samler alle foreningens netværk over to dage. Energiforum Danmark 2023 er et tilløbsstykke for professionelle i alle dele af byggeriets værdikæde med et fælles erklæret mål om at flytte byggeriet i en grønnere og mere bæredygtig retning. Årets konference på Hotel Nyborg Strand sætter fokus på vejen mod elektrificeringen og de udfordringer, der er forbundet med det.

Uddelingen af Energi- og miljøprisen binder en sløjfe på to forrygende netværksdage på Hotel Nyborg Strand. Prisen uddeles 8. marts kl. 13.45 på Energiforum 2023. 

Energi- og Miljøprisen gennem tiden
Energiforum Danmark har uddelt Energi- og miljøprisen siden 1984, og prismodtagerne tæller forskellige personer og organisationer fra Novo Nordisk og Connie Hedegaard til Skive Kommune og arkitekt Kasper Guldager – Se mere her:

https://www.energiforumdanmark.dk/prisuddelinger/energi-og-miljoprisen/ 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.