Inspiration SKRIV UD

DTU undgår over 276 tons CO2 ved at genbruge it-udstyr

af: Pressemeddelelse fra 3stepIT, 19-06-2023
Gennem projektet ’Recycle IT’ er der afleveret over 1400 gamle enheder, hvoraf 91 procent af dem har kunne få nyt liv. Dermed har de undgået over 276 tons CO2 og har tjent over 160.000 kroner. Foto: PR.

DTU har i samarbejde med 3stepIT og NetSolutions undgået over 276 tons CO2 ved at indsamle og sælge deres gamle it-enheder. Projektet har vist sig så effektivt, at genbrug af enheder nu er sat i system på hele campus.

Tilbage i 2021 var der egentlig kun tale om et pilotprojekt med 30 udtjente computere, som DTU skulle give videre til technology lifecycle management-specialisterne fra 3stepIT og partnerne NetSolutions, der efterfølgende datas-letter og giver enhederne nyt liv.

Projektet med navnet ’Recycle IT’ viste sig dog hurtigt at blive langt mere omfattende end ventet, og her to år efter projektets begyndelse, er der afleveret over 1400 gamle enheder, hvoraf 91 procent af dem har kunne få nyt liv. Dermed har de undgået over 276 tons CO2 og har tjent over 160.000 kroner.

Bag indsamlingen står it-supporter Daniel Thuesen og it-proceskoordinator Allan Rosendahl. De fortsætter nu projektet på en måde, så DTU-computere under fem år bliver genbrugt på universitetet, mens computere over fem år bliver solgt til 3stepIT.

– Vi var målløse over det flotte resultat. Førhen forærede vi vores brugte it-udstyr væk og brugte penge på forsendelse. Med Recycle IT sikrer vi, at DTU’s it-udstyr får størst mulig værdi gennem bæredygtige initiativer. På den måde sørger vi for, at brugt og glemt it-udstyr får nyt liv. Samtidig får vi ryddet op og er med til at opfylde DTU’s målsætning om at arbejde bæredygtigt, siger Allan Rosendahl.

Det er ikke kun hos DTU, at man er begejstret for projektet. Succesen har affødt, at Recycle IT nu også er udtaget til Børsen Bæredygtig Cases, som er avisens liste over 50 projekter, ”der på bedste vis kan skaleres, er forretningskritiske og har en positiv effekt på omverdenen”.


Langt større potentiale end de fleste tror

Kan en papkasse blive til 19 paller? Sætningen lyder som taget fra et dårligt ordsprog, men på DTU var det rent faktisk, hvad der skete. Aftalen var nemlig, at de oprindelige 30 enheder skulle afleveres i en stor forsendelsespapkasse, som 3StepIT ville levere til projektet. Det blev i stedet til en palle, og det satte åbenbart gang i elevernes genbrugslyst, som endte med at aflevere langt flere enheder end først planlagt.

I stedet for én papkasse med elektronik er DTU nu i gang med at fylde palle nummer 19, hvilket ikke overrasker sales manager fra 3stepIT og kontaktperson på projektet, Mads Vedsø.

– Generelt har både private og virksomheder langt mere brugt og uønsket it-udstyr, end de lige går og tror. Vi oplever som regel, at når først vores kunder går på loftet, i kælderen og i skabene, så bliver de overraskede over, hvor meget udstyr der faktisk står og samler støv i gemmerne, siger Mads Vedsø.


Genbrug er blevet normen på DTU

I dag beskæftiger ’Recycle IT’ syv DTU-medarbejdere, der hver især passer deres daglige arbejde ved siden af projektet. Med de indtjente penge er projektteamet i gang med at udvikle en hjemmeside, der skal være med til at udbrede kendskabet til genbrugsordningen på DTU – ligesom de udarbejder interne retningslinjer for at håndtere de store mængder it-udstyr.

– Vores mål er ikke at tjene penge men at genanvende it-udstyret på DTU. For hver maskine vi genbruger, undgår DTU at købe en ny. Derfor opfordrer vi studerende og medarbejdere til at kigge i deres skuffer og se, om de har en computer, de ikke bruger. Ved at give sit brugte it-udstyr til os, er man med til at leve op til DTU’s mål om at være en bæredygtig campus, siger Daniel Thuesen.

 

Fakta

  • ’Recycle IT’ udspringer af initiativet ’IT på DTU’, der er ét ud af fire vækstprogram-initiativer, som DTU's direktion satte i gang i 2020. Målet er at skabe en mere effektiv og sammenhængende it-organisation ved at øge transparens, dialog, samarbejde og vidensdeling på tværs af alle, der arbejder med it på DTU.
  • Efter overdragelsen af enhederne til 3stepIT slettes enhedernes data efter ISO-standarderne 14001, 27001 og 9001, og derefter videresælges de til købere med en grøn profil. DTU modtager til slut en rapport med alle økonomiske og tekniske detaljer, en datasletningsrapport og en miljørapport, der viser miljøeffekten af indsatsen. Processen kalder 3stepIT for REstepIT.
  • 3stepITs refurbishment-centre håndterede i 2022 over 700.000 enheder
  • E-affald er nu verdens hurtigst voksende affaldsstrøm og forventes at nå 57,4 millioner ton inden udgangen af 2021 (opdateres om muligt).
  • En rapport fra The Global E-Waste Statistics Partnership fra 2020 viser, at når vi når frem til år 2030, vil den samlede globale mængde e-affald ifølge rapporten runde næsten 75 millioner ton. Det svarer til en fordobling af den årlige mængde e-affald på blot 16 år.
  • Verden over genereres der en mængde af e-affald der svarer til at smide 1.000 laptops ud i sekundet

 

Del:
Tilbage til liste

Følg Energiforum Danmark på de sociale medier

Facebooklink LinkedInlink YouTube


Annonce:
Uddannelser og kurser
 

Se komplet oversigt over kurser og uddannelser

Få nyheder på e-mail og sms!
Jeg giver hermed samtykke til, at Energiforum Danmark behandler mine personoplysninger.
Læs om samtykke.

Bliv medlem!

Vil du også være medlem af Danmarks stærkeste energifaglige netværk? Se vores forskellige medlemstyper her, og meld dig ind med det samme.