En bygning er rigtig robust, når vi ikke behøver at rive den ned, fordi omgivelserne eller behovene ændrer sig
Tema: Den robuste bygningsmasse
Hvad er en robust bygning for dig, og hvilke tre egenskaber er vigtigst for, at en bygning kan holde til fremtiden?
Først og fremmest skal bygningen have en høj holdbarhed, både når det gælder byggematerialer og konstruktion. Den skal som minimum kunne stå i 50-100 år.
Men robusthed handler også om fleksibilitet. En bygning er rigtig robust, når vi ikke behøver at rive den ned, fordi omgivelserne eller behovene ændrer sig. I stedet skal vi kunne tilpasse den til nye formål. Derfor skal vi allerede fra begyndelsen tænke i løsninger, der giver plads til forandringer og nye funktioner.
Endelig er det vigtigt, at vi bygger med cirkulære og genanvendelige materialer. Vi er i en tid, hvor ressourcerne bliver stadig mere knappe, og derfor skal vi blive bedre til at genbruge de materialer, vi allerede har, og tænke genanvendelse ind i byggeriet fra start.
Hvilke udfordringer skal fremtidens bygninger først og fremmest kunne modstå – eksempelvis klimaforandringer, energikrise, teknologiske svigt eller ændrede brugerbehov?
Energiforsyningen bliver enormt vigtig. Samtidig går udviklingen i vejret kun én vej: Vi får højere vandstande og flere klimarelaterede udfordringer, som bygningerne skal kunne modstå. Vi er nødt til at mindske den sårbarhed, som klimaforandringerne udsætter nogle bygninger for.
Det trusselsbillede, vi står over for i dag, er så diffust, at ingen helt kan overskue det. Derfor skal vi også spørge os selv, hvordan vores bygninger fungerer, hvis den almindelige energiforsyning pludselig svigter. Kan de eksempelvis opretholde et acceptabelt indeklima og en vis funktionalitet under længerevarende strømafbrydelser? Det er nogle af de scenarier, vi skal tænke ind allerede i designfasen.
Hos Saint-Gobain tilbyder vi rådgivning om bygningsfysiske egenskaber, særligt i lette konstruktioner. Det handler blandt andet om at finde den rette balance mellem bygningens evne til at akkumulere varme, eksempelvis i en halv meter tyk betonkonstruktion, ventilationen og isoleringen af tag og gulve. Vi har simuleringsværktøjer, der kan hjælpe med at afprøve forskellige løsninger og træffe de rigtige valg allerede i designfasen.
Hvordan sikrer vi, at bygninger kan tilpasse sig nye krav og behov over tid, uden at det kræver omfattende ombygninger eller store investeringer?
Vi skal passe på ikke at skabe nye problemer i vores iver efter at renovere bygninger. Der er i øjeblikket et stort fokus på at gøre renovering lettere og fremme brugen af biobaserede materialer. Det er positivt, men vi skal samtidig sikre, at de nye løsninger ikke skaber problemer, som vi senere skal bruge ressourcer på at løse. Derfor er det vigtigt at tænke fleksibilitet og holdbarhed ind allerede fra begyndelsen af byggeprocessen. Hvis en renovering ikke udføres ordentligt, kan der opstå fugtproblemer, som i værste fald ødelægger bygningens organiske konstruktioner.
Hvilke konkrete valg i design, materialer, konstruktion eller drift har størst betydning for en bygnings robusthed – og hvor ser du de største muligheder for forbedringer i dag?
Lyd, lys, luft og temperatur er fire grundlæggende parametre, vi altid skal have for øje, når vi taler om robuste bygninger. Det handler om en god klimaskærm, fugtsikre konstruktioner, godt lysindfald, god akustik og brandsikkerhed. Det er passive kvaliteter, der bygger på mange års bygningsfysisk erfaring. Når vi tænker dem ind fra begyndelsen, får vi samtidig mere energieffektive bygninger med et godt indeklima.
Byggematerialerne skal kunne holde i hele bygningens levetid, samtidig med at deres miljøpåvirkning er så lille som muligt. Hos Saint-Gobain arbejder vi blandt andet på at reducere CO₂-aftrykket fra produktionen og minimere vandforbruget gennem genanvendelse.
Vi har stadig et stort uudnyttet potentiale, når det gælder lyd og menneskelig trivsel. Der er alt for meget støj i mange bygninger, selvom løsningerne allerede findes. Det handler i høj grad om at indrette rummene rigtigt og bruge eksempelvis lydabsorberende materialer.
Ventilation er et andet område, hvor udfordringen ikke nødvendigvis er manglende kapacitet. De fleste ventilationsanlæg kan sikre et godt luftskifte, men der er fortsat problemer med at få dem til at fungere optimalt i den daglige drift.
Isolering er også i konstant udvikling. Jeg arbejder især med glasuld, hvor vi hele tiden forsøger at forbedre ydeevnen. Kan vi eksempelvis opnå en bedre isoleringsevne med samme materialetykkelse? Det giver store muligheder for at regulere temperaturen i bygningerne – noget, der bliver endnu vigtigere i takt med klimaforandringerne.
Endelig skal vi udvikle intelligente bygningssystemer på brugernes præmisser frem for teknikernes. De skal være nemme at betjene og understøtte de mennesker, der faktisk opholder sig i bygningerne.
Hvad er efter din mening den største barriere for at bygge mere robust i Danmark, og hvad skal der til for at overvinde den?
En af de største barrierer er, at vi ikke tænker tilstrækkeligt helhedsorienteret i byggeprocessen. Et byggeri består måske af 200 forskellige beslutninger, som hver især har konsekvenser for både økonomi og robusthed. Det kan være svært at overskue dem alle, og derfor ender nogle valg med at blive truffet, som man plejer.
Vi skal i højere grad udfordre hinanden allerede i planlægningsfasen og løbende holde de enkelte beslutninger op mod ambitionen om at bygge robust. På den måde bliver robusthed en del af de løbende prioriteringer frem for noget, man først tænker på til sidst.
Vi skal også blive bedre til at tænke langsigtet. I dag bygger vi i højere grad med en bevidsthed om, at bygninger og deres funktioner kan skulle ændres om 30 år. Energieffektivitet handler eksempelvis ikke kun om lavere CO₂-udledning og energiomkostninger, men også om forsyningssikkerhed og mindre sårbarhed.
Endelig skal vi tænke cirkulært. Vi skal helst ikke producere materialer og løsninger, som vi ikke selv har lyst til at tage tilbage og føre ind i et nyt kredsløb. Det er et vigtigt mantra hos Saint-Gobain.
Læs artiklerne i serien:
Leder: Hvad er egentlig en robust bygning?
Batteriet er på vej ind i bygningens maskinrum
Cybersikkerhed i bygninger og energisystemer: Når BMS og CTS bliver kritisk infrastruktur
Energieffektivisering handler om mere end kWh – det handler om robusthed
Hvad skal der til for at skabe robuste bygninger, der kan holde til fremtiden?
Relaterede artikler