Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 11-11-2026 Robuste ejendomme kræver aktive valg og mod

Robuste ejendomme kræver aktive valg og mod

Af: Andreas Ebbesen Jensen, journalist
11. nov. 2026
Pernille Vejby Bøggild Nielsen, centerchef i Center for Ejendomsdrift og Service i Københavns Kommune giver sit bud på, hvad der skal til for at fremtidssikre vores bygninger – og hvilke løsninger og prioriteringer der kan bringe os derhen.
Pernille Nielsen Q&A 900X506
Grafik: Energiforum Danmark

Tema: Den robuste bygningsmasse

Hvad er en robust bygning for dig, og hvad skal der til, for at en bygning kan holde til fremtiden?

Når vi taler om robusthed i kommunale bygninger, har det traditionelt handlet om fysisk holdbarhed, fleksibilitet og økonomi. Kan ejendommen modstå klimaforandringer som øget nedbør, voldsomme storme og varmere somre? Kan den driftes forsvarligt, og kan vi fastholde ejendommens værdi længe nok til at bevare sin værdi? Og er den fleksibel nok til at kunne få en anden anvendelse, hvis behovene ændrer sig?

Men der er kommet en ny dimension ind. I dag er vi også begyndt at tale om robusthed i forhold til krisehåndtering og beredskab. Er de kommunale ejendomme, der er udpeget som særligt kritiske bygninger, robuste nok til at modstå strømsvigt, hackerangreb, og andre krisesituationer? Det optager den kommunale verden os meget lige nu.

Hvilke udfordringer skal fremtidens bygninger først og fremmest kunne modstå – eksempelvis klimaforandringer, energikrise, teknologiske svigt eller ændrede brugerbehov?

Kommunens bygninger skal i en ideel verden selvfølgelig kunne modstå det hele, men det nye trusselsbillede gør os mere sårbare over for blandt andet hackerangreb. Senest har vi set hackere, der har ændret temperaturer i virksomheders kølerum. Vi har fyldt vores bygninger med teknik og været begejstrede for smarte systemer til blandt andet bygningsdrift og talt om den intelligente bygning.

Men vi bør også diskutere, om bygningerne kan blive for tekniske. Har vi analoge løsninger, vi kan tage i brug, hvis de digitale systemer svigter?

Samtidig skal vi også være optaget af, have fuldstændig styr på, hvem der leverer systemerne til bygningerne, og hvem der har adgang til deres data og netværk. Det arbejde er allerede i gang i Københavns Kommune, hvor vi har stort fokus på området.

Hvordan sikrer vi, at bygninger kan tilpasse sig nye krav og behov over tid, uden at det kræver omfattende ombygninger eller store investeringer?

Det handler om en skarp afvejning af hensyn. Som kommunale ejendomschefer forsøger vi at få mest mulig ejendom og drift for pengene, men det er en vanskelig prioritering, når de kommunale midler skal række til mange forskellige kerneopgaver. Samtidig skal vi tage stilling til, hvad vores bygningsportefølje skal kunne på længere sigt, og hvor fleksible bygningerne skal være for at imødekomme fremtidige krav og behov.

Nogle prioriteringer er lettere end andre. Energieffektiviseringsdirektivet stiller eksempelvis konkrete krav til bygningernes energiforbrug, som vi kan planlægge efter. Andre hensyn kræver større mod og risikovillighed, fordi retningen ikke altid er lige så klar. Hvis der ikke er en tydelig politisk eller overordnet strategisk retning, bliver det i højere grad op til ejendomsorganisationen at prioritere. Det kræver mod at investere langsigtet, også når gevinsterne ikke er synlige her og nu.

Hvilke konkrete valg i design, materialer, konstruktion eller drift har størst betydning for en bygnings robusthed – og hvor ser du de største muligheder for forbedringer i dag?

Robusthed handler også om at kunne håndtere beredskabs- og krisesituationer. Har vi gjort os for sårbare over for nedbrud? Har vi en plan for, hvad vi gør, hvis de tekniske systemer lukker ned? Ved vi eksempelvis, hvor længe backup-batterierne i vores installationer kan holde, og kan vores leverandører understøtte os, hvis en krise opstår?

Det er spørgsmål, vi stadig arbejder på at finde svar på. Vi kommer aldrig til at kunne forebygge alle nedbrud og typer af kriser, så vi skal også være skarpe på, hvordan vi handler, når de sker. Hvad gør vi eksempelvis, hvis CTS-systemerne lukker ned? Kan vi betjene og styre bygningerne manuelt? Det kræver, at vi løbende vurderer vores sårbarheder og bliver bedre til at håndtere situationer, hvor teknikken svigter.

Hvad er efter din mening den største barriere for at bygge mere robust i Danmark, og hvad skal der til for at overvinde den?

Robusthed kræver et tæt samarbejde på tværs af fagområder og forvaltninger, så vi får belyst en ejendom bygningen fra flere forskellige vinkler. Ved nybyggeri er det eksempelvis afgørende, at driftsorganisationen bliver inddraget allerede fra begyndelsen. På den måde kan vi sikre, at bygningen både er robust i sin konstruktion, har de rette materialer og kan drives ordentligt i praksis.

Vi skal sikre, at de penge, vi investerer, er med til at forlænge bygningernes levetid bedst mest muligt. Og når vi bygger nyt, skal vi skabe ejendomme, der kan modstå alvorlige klimaforandringer og fungere i forskellige krisesituationer.

Vi er endnu ikke nået dertil, hvor vi har et bindende robusthedstjek af alle kritiske bygninger. Det kunne være et vigtigt redskab til at sikre, at robusthed bliver tænkt systematisk ind, både ved nybyggeri og renovering.

Tema (3)

Relaterede artikler

Batterier Tema 800X400
11. nov. 2026 Af: Asser Tønnesen, klima- og energipolitisk konsulent hos TEKNIQ
Batteriet er på vej ind i bygningens maskinrum
COLOURBOX63055587
11. nov. 2026 Af: Benno Nagbøl, Market Manager – Security and Resilience hos Rambøll.
Cybersikkerhed i bygninger og energisystemer: Når BMS og CTS bliver kritisk infrastruktur